Interview af Olivers

BICHON HAVANAIS

20/07/12 09.49 Af Linda Due Hansen

Familien betyder ALT for en bichon havanais. Den er lærenem og elsker at blive brugt, men det vigtigste for den er at have familien omkring sig.

Racen var ikke særlig udbredt i Danmark for bare få år siden. Men pludselig er den blevet særdeles populær.
På Dansk Kennel Klubs (DKK) top ti liste over de racer, som sidste år registrerede flest hvalpe, ligger bichon havanais som nummer seks med i alt 494 registrerede hvalpe. Ifølge Dansk Hunderegister var der i juli 2011 registreret i alt 3284 havanesere, som racen også kaldes i daglig tale.
”Jeg tror, den stigende popularitet skyldes, at havanaise er en helt fantastisk familiehund. Samtidig er den allergivenlig, fordi den mangler underuld og ikke udskiller skæl”, forklarer Anne Mette Christiansen, som opdrætter bichon havanais under kennelnavnet Miki Nanoq.
Underholdning og selskab
Ifølge FCI’s racestandard stammer racen fra det vestlige Middelhavsområde og er blevet til i de spanske og italienske kystegne. Det ser ud til, at disse hunde på et tidligt tidspunkt er blevet bragt til Cuba af italienske søkaptajner på langfart.
Anne Mette Christiansen har gravet lidt dybere i racens oprindelse, og hun fortæller, at bichon-familien har været kendt og opdrættet i Europa i mange århundreder.
”Cubanerne har den opfattelse, at havanaisen blev bragt til deres hjemland ombord på italienske og spanske handelsskibe. Søfolkene medbragte denne sjove og kærlige lille hund til underholdning og selskab”, siger hun.
Barnepige og legekammerat
Hundene blev givet som gaver for at opnå vigtige relationer til overklassen i Cuba specielt i hovedstaden Havanna.
”I slutningen af 1800-tallet skifter forholdene i Cuba imidlertid. Aristokraterne og sukkerbaronernes magt aftager, og burgeuserne tager over. I denne periode bliver havanais en accepteret del i familiens struktur og bliver på grund af dens elskelige væsen brugt til børneopdragelse. Den bliver vagthund, barnepige og legekammerat,” fortæller Anne Mette Christiansen.
Under den cubanske revolution i 1959 blev racen næsten udryddet i Cuba. Den velhavende befolkning flygtede til USA, hvor de tog deres hunde med sig.
Høj status
Men den lille, sjove hund har ikke kun været et statussymbol for aristokratiet i Cuba.
”Også i hele Europa har det tidligere været forbundet med høj status at eje en havanais”, forklarer hun videre. ”Der findes gamle billeder af velhavende, adelige damer, som er afbilledet med en havanais. Den var en pyntegenstand, og så blev den brugt som en slags varmepude til at holde de fine damer varme med”.
Selv om havanaisen tidligere blev brugt som statussymbol og pyntegenstand, er den bestemt hverken lad eller doven. Racen er både opvakt og legesyg, og den bliver blandt andet brugt som cirkushund.
Stresser ikke
”Havanaisen er meget klog og lærenem. Den vil meget gerne beskæftiges, men den trives også godt som ”almindelig” familie- og hyggehund. Den stresser ikke, selv om man ikke arbejder med den – det vigtigste er, at den får lov til at være en del af sin families aktiviteter”, siger Anne Mette Christiansen.
Hun arbejder dog selv en del med sine fire havanaiser. Rally-O, lydighed, ringtræning og agility udover træning af sjove tricks.
”Når man nu har sådan en lærevillig, kvik, klog og lærenem hunderace, så er det bare med at udnytte det. Men det skal naturligvis være en fornøjelse for alle parter”, pointerer hun.
Hvalpemotivation
Med en så intelligent og lærevillig hund kan det undre lidt, at man kun sjældent møder bichon havanais i hundesportskonkurrencer.
”På den ene side vil den meget gerne beskæftiges, men samtidig har den et følsomt sind, som betyder, at den gerne vil være tæt på sin fører. I for eksempel lydighedskonkurrencer skal den jo også kunne arbejde på afstand fra føreren, og det bryder den sig ikke så meget om, så det er nok ikke sandsynligt, at vi vil møde den i en LP-Elitering”, siger Anne Mette Christiansen.
Hun glæder sig imidlertid over, at flere og flere melder sig til hvalpemotivation.
”Jeg opfordrer mine hvalpekøbere til at gå på hvalpekursus. Hvalpene har godt af at blive socialiserede på andre hvalpe. Racen kan godt være lidt ”racistisk” – forstået på den måde, at den bedst kan lide hunde fra egen race. Og så er det godt, at den også vænner sig til andre hunde – også de større racer”, smiler hun.

Skriv en kommentar