Inden man får hunden hjem til dens nye bolig, skal man have gjort huset sikkert, ligesom når man får små børn.
Hvert år er der rigtig mange hunde der kommer galt afsted, pga. ejerens ubetænksomhed. Det kan være ledninger, stejle trapper, kældrer, altaner, kemikalier, muse- og rottegift, giftige planter, små genstande hvalpen kan sluge osv. Derfor er det yderst vigtigt at huset bliver gennemgået, men også udhuse, garager, havebassiner og lign. kan være sted hvor det kan gå grueligt galt.
Få også hele haven indhegnet, så du er sikker på at hvalpen er, hvor den skal være. Samtidig er du også sikker på at der ikke kommer fremmede hunde ind og gør jeres lille hund bange.
Derefter gælder det om at holde de ting, man holder mest af, væk fra hvalpen. Sæt evt. jer selv ned i hundens øjenhøjde og tjek hvad det er som kan være spændende for hunden at få fat i.
Sørg for at huset er fyldt med legetøj den må bide i, f.eks pivedyr, bolde, tyggeben, aktivitets ting mm. så er chancen mindre for at hvalpen laver ‘ballade’.