Der findes mange farer i hus og have. På denne side kan du læse mere om de 10 hyppigste forgiftninger hos hunde, ligesom du kan finde en liste over giftstoffer i hjemmet. Der findes en del almindelige madvarer som kan forgifte hunde, dette kan du også læse nærmere om.
Hvis din hund virker udviser tegn på forgiftning, f.eks. pludselig nedstemthed, slingerhed, opkast, blodig diarre, udslet, kramper eller andet, bør du straks kontakte din dyrlæge. Ved forgiftning kan din hund dø, hvis den ikke får den fornødne hjælp. Din dyrlæge vil give din hund drop, så lever og nyrer tager mindst mulig skade, mens giftstofferne udskilles af kroppen. Til visse typer giftstoffer findes der en modgift, og det er altså vigtigt at du så vidt muligt er klar over hvilke giftstoffer din hund kan have været i kontakt med.
Chokolade
Chokolade indeholder giftstoffet theobromin. Theobromin påvirker hundens nervesystem, hjerte- og muskulatur og fremmer vandudskillelsen. Der er stor forskel på hvor meget theobromin, forskellige typer af chokolade indeholder. Her indeholder mørk chokolade mere end og mælkechokolade, mens hvid chokolade indeholder mindst theobromin. Symptomerne på chokoladeforgiftning viser sig indenfor de første 24 timer efter indtagelse. Hunden vil virke svimmel og rastløs, have hjertebanken og savle, have mavesmerter og kaste op, ligesom den kan få en øget drikkelyst og hyppig vandladning. Hvis det drejer sig om en stærk forgiftning vil hunden få en hurtig vejrtrækning og hjertebanken. Hunden kan også få diarre, samt blodig urin med urininkontinens. Mange ejere lægger desuden mærke til den muskelstivhed som en stærk forgiftning medfører. I meget slemme tilfælde kan der også ses blåfarvning af hundens slimhinder, samt feber og muskelkramper. I sjældne tilfælde kan hunden dø af de akutte kredsløbsproblemer som forgiftningen medfører.
Vindruer og rosiner
Vindruer og rosiner indeholder et ukendt giftstof, der kan give hunden livstruende, akut nyresvigt. Købe vindruer er lige så giftige som usprøjtede vindruer, og det er da ikke et sprøjtegift, men et stof i druen der forgifter hunden. Oftest ser ejeren mavetarm-irritation, opkast og diarre allerede 2 timer efter indtagelsen. 5-6 timer efter vil hunden virke trist, få diarre og have begyndende nyresvigt med hyppig vandladning. Efter 24 timer ses akut, livstruende nyresvigt samt nedstemthed, diarre, opkast, anoreksi, kramper, bugsmerter og blodmangel. Hvis hunden får et nyresvigt, vil den oftest dø af dette, i andre tilfælde kan hunden overleve, men få kronisk dårlige nyrer. Hos visse hunde kan så få som 7 rosiner fremkalde forgiftningstegn. En vindrue eller rosin kan således ikke skade hunden, mens der er grund til bekymring, hvis hunden har spist flere vindruer eller rosiner.
Menneskemedicin og ibuprofen
Hunde er ikke mennesker og mennesker er ikke hunde, derfor må ejere aldrig give hunden menneskemedicin med mindre egen dyrlæge eller vagtdyrlægen har godkendt dette. Det sker ikke sjældent at en hund forgiftes med menneskemedicin – her er en af de hyppigste forgiftninger, forgiftning med smertestillende medicin der indeholder ibuprofen.
Ibuprofen-præparater er nogle af de mest brugte smertestillende præparater her i Danmark. Eksempler på smertestillende medicin der indeholder ibuprofen er produkterne: Apain, Brufen, Ibumetin, Ibuprofen, Ibureumin, Ibutop, Ipren og Pedea. Disse smertestillende piller ligger i mange danske hjem og anvendes bl.a. ved svage smerter, menstruations-smerter, gigtsygdomme, sene-skede-hinde-betændelse eller ved tennis-albue. Desværre tror mange ejere at hunden også kan have gavn af en sådan smertestillende pille og anvender dem derfor ukritisk hvis hunden halter eller har ledsmerter. Ibuprofen er dog giftigt for hunde og kan meget hurtigt slå hunden ihjel. I de fleste tilfælde når hunden dog kun vise tegn på forgiftning, hvorefter ejeren hurtigt dukker op hos dyrlægen. Ved milde forgiftninger ses kvalme, opkast, diarre, bugsmerter og anoreksi. Ved moderat forgiftning ses blodig diarre, blodforgiftning og urinvejssygdom med nyresvigt. Ved stærk forgiftning vil hunden gå i shock, få kramper, gå i koma og dø.
Løg og hvidløg
Løg (Allium spp.), f.eks. alm. løg, purløg og hvidløg indeholder giftstofferne N-Propyl-Disulfid og S-methyl-L-cystein sulfoxid (SMCO) der kan give pludselig blodmangel. Hvidløg er mindre giftige end almindelige løg, men bør alligevel fodres med yderste forsigtighed.
Hvidløg har en række positive effekter, hvis det fodres i meget lille dosis, mens det kan give forgiftninger, hvis det fodres i for stor dosis. Kosttilskud der indeholder hvidløg bør derfor kun fodres efter samtale med dyrlægen, idet varedeklarationen på mange hvidløgsprodukter ikke tager højde for at hunde kan forgiftes af hvidløg. Hvidløgs ønskede virksomme stoffer er nogle svovlforbindelser, der til dels er bundet til “hvidløgs lugten”, lugtfrie hvidløgsprodukter er derfor ofte mindre virksomme end friskt, knust hvidløg.
Der er lavet en række undersøgelser på hunde. Det er dokumenteret at hvidløg har antibakterielle, dvs. desinficerende egenskaber overfor bakterier. Hvidløg har en desinficerende effekt ved en evt. hudbetændelse, ligesom det har et højt indhold af svovlholdige aminosyrer, der er essentielle stoffer i opbygningen af pelsen. Hvidløg har også en antibakteriel og stabiliserende effekt på mave-tarmkanalen. Hos hunden har hvidløg en mild repellerende, dvs. skræmmende effekt på lopper. Hvidløg vil altså have en mild beskyttende effekt hos hunde, hvilket kan være fint hvor loppepresset er meget lille. Hvis din hund har levende lopper eller omgås andre hunde eller katte, vil hvidløg ikke kunne beskytte tiltrækkeligt. Hvidløg kan heller ikke slå levende lopper ihjel ej heller orm og andre parasitter – her skal du i stedet henvende dig til din dyrlæge for at få den rette rådgivning.
Kølervæske
Kølervæske indeholder giftstoffer ethylen-glycol, som hunden nedbryder til en mængde giftige stoffer, der kan give akut, livstruende nyresvigt. Kølervæske har en sød smag og er derfor attraktivt for hunde. Normalt opbevares kølervæske sikkert i en plastikdunk, men kan ved uheldige tilfælde blive tilgængeligt for hunden. Kølervæske er en fedtet væske og ejeren kan da ofte se at hundens poter er smurt ind i kølervæske. Ved mistanke om forgiftning skal ejeren straks kontakte dyrlægen. Jo senere, dyrlægen kontakes, jo større er risikoen for, at hunden dør eller får varige nyreskader. Ved forgiftning ses slingren, kvalme, opkast, hurtig vejrtrækning og hjertebanken, øget drikkelyst med hyppig urinering, væskemangel, nedsat kropstemperatur og kramper. Efter 12 timer bestemmes hundens skæbne. Enkelte hunde er så alvorligt påvirket, at de får kramper og går i koma. Hvis hunden ikke dør, tager sygdomsforløbet ofte 3-4 uger. Hvis hunden overlever et nyresvigt, skal den fremover leve med kronisk dårlige nyrer.
Kartoffelplanten og rå kartofler
Kartoffelplanten (Solanum tuberosum) er tæt beslægtet med planter fra natskyggefamilien. Umodne kartofler, rå grønne kartofler, kartoffelplantens grønne blade og kartoffelæblerne indeholder giftstofferne solanin og chaconin. Solanin er ætsende, kan give mavetarm-irritation, pludselig blodmangel og påvirker hundens nervesystem. Desværre er det ikke altid let at se om en rå kartoffel har et grønligt skær, og det er da svært at undgå risikoen for disse giftstoffer. Forgiftningen er dog oftest mild, og det er således ikke sikkert at hunden udviser tegn på forgiftning. Dette skyldes at stoffet solanin optages meget dårligt af hunden, ligesom det ofte omdannes til mindre giftige stoffer, der hurtigt udskilles fra kroppen. Symptomerne på kartoffelforgiftning viser sig som mavetarm-irritation med kvalme, opkast, nedsat appetit, bugsmerter og blodig diarre. Nervesystemet påvirkes også. Hunden vil virke sløv og fraværende, den vil få kramper og vil begynde at savle. Til tider ses åndedrætsbesvær, lammelse af kroppens muskler samt bevidstløshed. Kogte kartofler udgør ingen sundhedsmæssig risiko for en sund og rask voksen hund.
Top 10 – hyppigste forgiftninger hos hund
-
Medicin (menneskemedicin eller overdosering i hjemmet)
-
Rottegift
-
Sneglegift (metaldehyd)
-
Insektgift (organophosfater)
-
Kølervæske (ethylenglycol)
-
Tungmetaller
-
Alkohol
-
Giftige planter
-
Nydelsesmidler – kaffe, te, tobak og chokolade
- Andre forgiftninger
Forskellige giftstoffer i hjemmet
Dette er en liste over mere eller mindre giftige stoffer i hjemmet. Hvis din hund viser tegn på forgiftning eller anden sygdom, bør du kontrollere om din hund kan have haft kontakt med én eller flere af nedenstående stoffer. Visse stoffer er så giftige at der skal meget små mængder gift til at slå hunden ihjel, andre stoffer er mindre giftige og kan da give milde forgiftningstegn. Kontakt din dyrlæge, hvis du har mistanke om forgiftning.
• Afkalker – myresyre, eddikesyre, oxalsyre
• Algegift
• Alkohol
• Anemone (plante) – protoanemonin og anemonin
• Anilin og anilinfarvestoffer
• Arsen
• Avocado – prunasin
• Bejdsemiddel – fenoler
• Benzin og benzindampe
• Blegemiddel – hyperchlorid
• Blomstergødning – nitrater og nitriter
• Blå-grøn alger – bl.a. nervegifte og levergifte
• Broccoli (rå) – isothiocyanat
• Cannabis / marihuana / hash – delta-9-tetrahydrocannabinol (THC)
• Chokolade – theobromin
• Cola – koffein
• Deodorant – p-dichlorbenzol
• Desinfektionsmidler – fenoler og formaldehyd
• Drivhusgasser – propan og butan
• Dværgbærmispel (plante) – cyanogene glycosider / blåsyreglykosider
• Erantis (plante) – glykosider
• Fingerfilodendron (stueplante) – bl.a. oxalsyre og calciumoxalat
• Fremkaldervæske og fixer – borsyre og p-methylphenol
• Fuglegift
• Fyrværkeri – tungmetaller og salte
• Gebisrens – perborat
• Glasuld
• Guldregn (plante) – cystein og metylcystein
• Ildslukker – chlorbrommethan
• Insektgift
• Insektspray- diethyltoluenamid
• Julestjerne (stueplante) – euphorbin og euphorobon
• Kartoffelplanten og rå kartofler – solanin og chaconin
• Kaffe – koffein
• Kakao – theobromin og koffein
• Kastanje (plante) – aesculin
• Kloakrens – NaOH, KOH
• Koralkirsebær (stueplante)
• Kristtorn (plante) – bl.a. ilicin, ilexanthin og ilicinsyre, cyanogene glykosider og digitalislignende gifte
• Kødvarer med nitrit – nitrat kan omdannes til nitrit
• Kølervæske – ethylenglykol (har en sød smag)
• Lampeolie – benzindestillater
• Liguster (plante) – syringin og syringopicrin
• Liljekonval (plante) – digitalisglykosiderne convallatoxin, convallamarin, convallasid og saponin
• Lim – acetone
• Løg – N-Propyl-Disulfid og S-methyl-L-cystein sulfoxid (SMCO)
• Medicin – menneskemedicin fra husapoteket
• Motorolie – benzindestillater
• Mistelten (plante) – lectin, viskotoxiner, cholin og acetylcholin
• Molluscicider (sneglegift)
• Møbelplejemiddel
• Møbelpolish – terpentin
• Mølpulver – naphthalin
• Mønter – kobber, zink, nikkel
• Narkotika
• Nitrat
• Nitrit
• NPK-gødning – nitrogen, phosfor og kalium
• Opløsningsmiddel – terpentin
• Pinselilje – narcissin og narcipoetin
• Påskelilje – narcissin og narcipoetin
• Primula (plante) – primin
• Rengøringsmiddel – fenoler
• Rottegift
• Rustbeskytter – oxalsyre og NaF
• Rå broccoli – isothiocyanat
• Rå grønne kartofler – solanin og chaconin
• Rosiner – ukendt giftstof
• Selen
• Sigøjnerblad (stueplante) – bl.a. calciumoxalat og oxalsyre
• Skoplejemiddel – fenoler
• Solcreme – phenylbenzimidazol
• Spray / pletfjerner – tetrachlorethylen
• Sprays – dichlormethan og xylol
• Stormhat (plante) – akonitin samt andre alkaloider
• Stueazalea (stueplante) – grayanotoxiner
• Svampegift
• Te – koffein og theophyllin
• Termometer – kviksølv
• Terpentin
• Thuja (plante) – terpenenet thujon
• Tobak – nikotin
• Tulipaner (plante) – alkaloidet tulipin
• Tungmetaller / metaller – aluminium, bly, cadmium, kobber, kviksølv, zink
• Tændstikker – kaliumklorat
• Tændvæske / brikker – metaldehyd
• Tøsalt – NaCl2 og CaCl2
• Ukrudtsmiddel
• Vedbend / efeu (plante) – glykosidet hederagin
• Vindruer – ukendt giftstof
• Vintergæk (plante) – narcissin og narcipoetin